Akademisk Kor Århus
Akademisk Kor Århus blev dannet i 1985 og dirigeres i dag af Jonas Rasmussen. Koret består af 30 sangere i alderen 20-35 år med tilknytning til musiklivet omkring Aarhus Universitet og Det Jyske Musikkonservatorium.
Akademisk Kor Århus er et professionelt arbejdende, klassisk amatørkor. Vi ser det som vores fornemste opgave at formidle glæden ved musikken til publikum, og hvert år synger vi omkring 15 koncerter, deltager i konkurrencer, orkesterprojekter og turnerer i udlandet.
I 2015 vandt AKÅ den prestigefyldte konkurrence Musica Sacra a Roma i Rom. De sidste 10 år har vi besøgt Canada, Ungarn, Kina, Tyskland, Spanien, Østrig, Sverige, Norge, USA, England og Italien.
Korets repertoire koncentrerer sig især om den nyere danske og nordiske kormusik, men vi arbejder også med en bred vifte af genrer fra renæssancens stringente, polyfone musik over den intense, følelsesladede romantik til uropførelser af værker af moderne danske komponister.
Ungdomskoret Aarhus U
Ungdomskoret Aarhus U blev dannet i 2015 af Carsten Seyer-Hansen og Birgitte Næslund Madsen. Koret består af 40 sangere i alderen 15-26 år, og mange af korets sangere rekrutteres fra Skt. Clemens Drengekor og EVE (Egå Vokalensemble). Med 40 medlemmer er koret det største ungdomskor af sin slags i Danmark.
Aarhus U er kendetegnet ved at synge lige dele klassisk og rytmisk musik. Det gør at vores koncerter altid er varierede og at der findes noget for enhver smag. Vi synger langt det meste repertoire udenad og har altid fokus på at give publikum en oplevelse ud over det sædvanlige. Mange af de stykker vi synger er let koreograferet, og vi stræber efter at eksperimentere med forventningerne til en “normal” korkoncert.
Barbershopkoret BarbAros
BarbAros består af 20 dygtige mandlige korsangere i alderen 18 – 30 år fra det aarhusianske kormiljø.
Interessen for BarbAros har vist sig at være stor, men vi optager kun de bedste sangere fra Aarhus’ kor, for at kunne sikre koncerter i høj klasse. Koret står overfor, for første gang, at skulle deltage i De Nordiske Mesterskaber i Barbershop i Sverige, maj 2018 og er derfor i topform.
Koret ledes af Jonas Rasmussen, der stiftede koret i september 2017.
Barbershop er en hidtil relativt ukendt genre i Danmark, og BarbAros er Aarhus’ første kor af slagsen. Ofte hører man barbershop i kvartetter, men ved at udvide til et helt kor med flere på hver stemme kan man skabe en fantastisk lyd, som er helt særlig for barbershop. Alt synges udenad, og mange af numrene indeholder enkel, men effektiv koreografi, som gør at koncerten ikke bare bliver en oplevelse for ørene, men også for øjnene. Repertoiret spænder vidt fra gamle kærlighedssange, over kendte danske schlagere til up-tempo hits, så vi kan love, at der vil være noget for enhver smag.
Barbershopkvartetten husAar
HusAar er en barbershopkvartet efter alle kunstens regler. Vi optræder til alt fra egne koncerter, festivaller, på byens gader og stræder til private frierier. Navnet kommer fra byen hvor vi kommer fra: Aarhus. Hvis man vender stavelserne om får man husAar, men hussar kan have flere betydninger.
Barbershop er en konkurrencesport, og vores mål er at blive verdensmestre. VM foregår altid i USA, og vi regner med at deltage første gang i 2019.
Alle kvartettens medlemmer har længe været aktive i korlivet i Aarhus og fandt hinanden gennem Barbershopkoret BarbAros.
Kvartetten består af: Anders Slot Sørensen, tenor – Yngve Lyngsø, lead – Søren Kronsgaard Detlefsen, baryton og Jonas Rasmussen, bas.